Ferie på toppen af naturskønne Langø
Tag til Nordøstfyn og oplev den smukke natur tæt på vandet.
Foreningens nyeste feriehus ligger nordøst for Kerteminde på Langø – en naturskøn halvø omgivet af Kattegat og det lavvandede område Lillestrand.
Ønsker du at krydre de fredelige og naturskønne omgivelser med andre ferieoplevelser, finder du indenfor kort køreafstand bl.a. hyggelige Kerteminde og golfanlægget Great Northern ligesom du nemt kan nå Odense og benytte dig af byens mange kulturtilbud.
Fra huset, der er opført i 2008, er der en enestående udsigt, og fra grunden kan du opleve en fantastisk solopgang.
Huset indeholder køkken, tre soveværelser, et badeværelse og stue/alrum med brændeovn og alkove.
Ude er der bord, liggestole og en gasgrill. Til lystfiskeren findes i carporten en fiskerenseplads.
Praktisk information
Indretning af huset
Huset indeholder: Køkken, tre soveværelser og et badeværelse – fordelt omkring et samlet stue/alrum. Køkkenet har det nødvendige udstyr af hårde hvidevarer. Udstyret er på basisniveau svarende til et kommercielt udlejningshus.
I stuen er der udtræksspisebord med plads til otte personer. I stuen er der ligeledes brændeovn og fjernsyn samt nogle få spil.
Du har mulighed for at se dine ”egne” tv-kanaler via din mobiltelefon/tablet og en chromecast.
Der er installeret trådlåst internet i huset.
Sovepladser
Der er to soveværelser med hver én dobbeltseng på 180 cm samt ét soveværelse med to enkeltsenge (80 cm).
I stuen er der desuden en alkove med en 140 cm boksmadras. Herudover en klap-ud-babyseng.
Hensyn til børn
Der er diverse udstyr. Der er ikke puslebord – puslepude, vaskefad, men der er en skammel.
Der findes en weekendseng, men uden babydyne og -pude. Der er en højstol.
Terrassen og udeliv
Bord, stole, liggestole og en gasgrill til terrassen.
Der er fiskerenseplads i carporten og to ældre voksencykler.
Der må ikke tændes bål på grunden.
Tag med …
Sengelinned, håndklæder, viskestykker, karklude, toiletpapir mv. bedes man selv medbringe. Der er dog lidt reserver i huset.
Hvis I bruger disse, så vær venlig at vaske/fylde op inden afrejse.
Slutrengøring ved afrejse
OBS. Da vi desværre endnu ikke er lykkedes med at finde et rengøringsselskab, skal lejer inden afrejse rengøre huset, så det er klar til næste bruger, hvilket også lejeprisen afspejler.








