1. september 2023

Ny aftale med Danica Pension

Foreningen har indgået en aftale med Danica Pension, hvor nuværende aftale forlænges i 5 år fra 1. januar 2024.
Aftalen medfører:

  1. Aftalen er 5-årig med uændrede priser gennem alle 5 år (ved 5-årige kontrakter er det normalt, at priserne stiger i 4. og 5. år)
  2. Priserne er forhøjede i forhold til nuværende aftale på grund af krav fra Finanstilsynet om sammenhæng i Danica Pensions indtægter og udgifter, særligt vedr. tab af erhvervsevneforsikringer.
  3. Samtidig yder Danica Pension dog et tilskud i størrelsesordenen og som et gennemsnit blandt alle medlemmer på 4.100 kr. til det enkelte medlem, så det samlede prisniveau bliver ca. 20 % lavere end nu-priserne.
  4. Aftalen indeholder fortsat 0,4 % rabat på investeringsomkostninger ved flex-ordningerne Balance og Link.
  5. Nuværende risikoregnskab bortfalder. Der kommer altså ingen tilbagebetaling. Til gengæld er forsikringspriserne blevet helt skarpe.
  6. Der er ingen ændringer i medlemmernes muligheder og dækninger efter nuværende pensionsaftale.

Danica Pension foreslog dog en ændring i forhold til nuværende aftale:
Medlemmer med Balance eller Link (de såkaldte flex-ordninger) kan i øjeblikket vælge, om dødsfaldsdækningen skal komme til udbetaling som den valgte livsforsikring eller depotet afhængig af, hvad der er højest.
Det er der en del efterladte til afdøde medlemmer, der ikke har været opmærksomme på og derfor er blevet slemt skuffede. Det er en udbredt opfattelse, at ved dødsfald, kommer både depotet og dødsfaldsdækningen til udbetaling.
Danica Pension foreslog, at foreningen tiltrådte, at både dødsfaldsdækningen og det opsparede depot kommer til udbetaling til efterladte ved dødsfald inden pensionsalder.

Medlemmer på Traditionel-ordningen kan ikke blive omfattet, da disse medlemmer er omfattet af en kollektiv dækning (Traditionel-aftaler oprettes ikke mere, alle ordninger er flex-ordninger).

 

 

Del